torsdag den 29. november 2007

it's a release

Er til release party på Jonas Dahl’s ”Waterfall with deer”. Er ved at slukke mobiltelefonen inden koncerten begynder, da den ene veninde fortæller fra sit arbejde: ”...og så lige som mødet skal i gang, ringer en af de helt unge medarbejderes mobiltelefon – med hans kærestes orgasme som ringetone!”, og fortsætter: ”ja, vi andre har jo så vores unger, der råber ”Moaar der er telefoon....”

Ud over noget familie til bandet, er vi dem der trækker alders gennemsnittet opad, måske er vi ikke foran med mere end 5 år, men det er lige præcis de år der gør os voksne. Goddag til en verden med fyldte kalendere, hvor man bliver små bims og træt efter to glas rødvin og i øvrigt skal kunne køre hjem, hvor man spørger ”hvor holder I så jul?”, kigger efter str. L på tøj stativerne, ikke længere forbinder morgenkvalme med tømmermænd, finder hæle over 4 cm upraktiske, har mad i køleskabet, ser flere film på dvd end i biografen, gerne går i seng kl. 22 - uden at være syg, cykler men cykelhjelm, er holdt op med at ryge fordi 1. man er gravid eller 2. man tror sig ikke længere udødelig.

Men er det trist? Nej, skal bare lige vænne os til tanken om at være unge i en ny aldersgruppe og den kendsgerning, at vores nye aldersgruppe oftere bekymrer sig om nattesøvn end orgasmer, til gengæld ved vi, hvor og med hvem vi vil have begge dele.

onsdag den 28. november 2007

Indrammet



Det er rammen der gør det, vinduets og lugen i brændeovnen, sidder fascineret og kigger i timevis. Har byttet fjernsynsskærmens indramning ud, med en lille bitte bid af virkelig virkelighed.

mandag den 26. november 2007

Hverdags glad mad




Det er vidunderligt at opdage små, banale hverdagsting når det nu er strengt nødvendigt, at peppe vintermørket op med noget stærkt og eksotisk. Faldt over salte citroner og harissa med roser, - laver marrokansk mad med cous cous og appelsin salat til aftensmad.

onsdag den 21. november 2007

Udenfor Ringgaden



Springer på rutebilen, hører vel akkurat lige så hjemme her, som min pelsvest og gummistøvler hænger sammen. Er stor tilhænger af offentlig transport, - bare jeg slipper for at bruge den selv, bevares, hvis busserne gik lidt oftere, lugtede mindre af regnvådt tøj, støvede varme apparater og fremmede side m/k ville jeg måske være bedre til at bruge den, - men kan jeg slippe så.... Føler mig klemt mellem sæderne i det store vinter tøj, ryggen er for opret og benene kan med besvær ligge over kors, hvis jeg sidder på skrå. Ok at fylde, så er der ingen der sætter sig ved siden af, i hvert fald ikke før alle rækker er fyldt op. Det er blevet mørkt udenfor, den svage belysning inde i bussen, gør det komplet umuligt at orientere sig om, hvor vi er. Sætter mig til at bladre i de medbragte blade, og opdager for sent at det gør mig køresyg, barnelære der bare lige bliver repeteret.

Hænger halvt ude i midtergangen og prøver på at skimte, hvor jeg skal af. Det er mørkt på landet, rigtig mørkt. Står af på landevejen, lige før landsbyens gadebelysning begynder. Tre beton fliser, to kantsten og et skilt markerer at her stopper bussen. Dørene lukker sig bag mig med et mekanisk sug, og den tunge dieselmotor trækker bussen i gang igen. Det er koldt og det er stjerneklart, ingen husmure til at holde på varmen, et læbælte rejser sig mørkt mod himlen.

Går ned ad asfalt vejen til, hvor gruset starter. Vinduerne hænger som glødende lanterner i mørket, hilser mig velkommen hjem.

Prinsessen med Sværdet


Det er også forbandet at det skal være så tungt. Sådan en dag, hvor tårerne ligger yderst på hornhinden, og der ingenting skal til før spændingen brister og de bliver flygtige dråber på kinden der spejler verden omkring.

Det ville være lettere at beskrive mørket i den verden der spejles, i stedet for det de kommer af. Men det ville være falskt, det er ikke mørkt omkring hende, bare gråt. Det er indeni det er mørkt, eller kan det kaldes det? Måske nærmere hult, ja, det føles hult indeni, sådan et sted man bevæger sig med forsigtighed, forsøger at gå lydløst, det larmer og runger ubarmhjertigt, giver ekko i hele kroppen, hvis tankerne bare så meget som snubler.

Det er lidt som når hun er bange for mareridt. Øjeblikket inden hun sover, hvor hun ligger der, stiv i kroppen - bange for hvad der sker, hvis hun nu lukker øjnene. Hun kan stadig have mareridt, det samme der dukker op igen og igen, uden undtagelse, så råber hun ud i natten. Det er den følelse hun har lige nu, følelsen der kommer lige inden søvnen, uvisheden, der hvor hun jo ikke ved om det sker, om mareridtet kommer. Det er selvfølgeligt dumt at være bange på forhånd, irrationelt, kroppen i alarmberedskab.

I dag er hun sådan indeni, i beredskab, men uden at vide hvorfor. Det føles glas skrøbeligt indeni, bare en enkelt forkert bevægelse og den indre orden falder til jorden, uigenkaldeligt knust. Forsøger hun at samle skårene, hænderne blottede, stikker hun sig. Til helvede med dem.

Kunne hun dog bare se skræmmebilledet i øjnene, var angsten bare konkret, være heltinden der kæmper mod dragen, men nej, som i eventyrerne sidder hun der i tårnet og venter på redningen. Ville så gerne række hånden frem, ville så gerne fortælle hende, at det kun nytter, hvis hun selv finder og kæmper mod dæmonerne, virkelige som uvirkelige. At denne gang må hun selv skrive sit eventyr.

Jeg starter med at række hende sværdet.

mandag den 19. november 2007

Spøgelser i Mørket



Måske har jeg læst for meget Harry Potter, men kørte ud på landet forleden nat og spøgelser bølgede hen over vejen, her danser de i mørket da vi kom hjem.

fredag den 16. november 2007

Sidste sommersol



- heldigvis er der farver at finde, hvis man ser sig for... Rosen hedder Abraham Darby, er aldeles fantastisk og næsten for meget.

Udsigt fra køkkenvinduet



Jeg skriver i dag fordi det skal jeg, jeg har lovet mig selv at jeg skriver, hver dag eller næsten da. Det er en god måned at skrive i, det giver struktur og mening med dagen, på et tidspunkt hvor lyset bare bliver svagere og dagene mere grå. Vi har alle vore måder at undgå vinter depressionen, min nabo har et målebånd som hun klipper i, hver dag indtil foråret.

Det er en ualmindelig sølle start på en tekst, ingen romantiske billeder der stemnings skabende og forsonende lægger sig på nethinden. Jeg burde tage konsekvensen, fjerne alle sproglige finurligheder, ordspil der klinger rundt i munden, udelukkende referere, helvetica skrevet med brunt og beige. Men nej, farverne kryber ind, flommefede og fløde bløde.

Mens jeg skriver forandrer udsigten fra mit køkkenvindue sig. Føler helt overmenneskeligt, at mit humør forandrer verden, det er nu nok snarere omvendt, men lad nu følelsen stå, som små elektroniske impulser kryber verden ubemærket under huden. Verden udenfor vinduet er ikke længere så grå, en stribe af blåt, den blideste vinterblå, har sneget sig ind over himmelen. Ikke helt nok til at kaste solskin ned i gården, men akkurat nok til at billedet står i farver. Naboens æbletræ har tabt alle blade, højrøde æbler hænger tæt tilbage som julepynt på det mørke filigran af grene. Vinduet kigger ud på bagsiden af en karré, et endeløst forbandt af gul tegl, vinduerne hænger som mørke reflekser, kantet af hvidt. Endelig nok sol til at give glød til det røde teglstens tag overfor, misunder de øverste lejligheders chance for et sidste glimt.