Udsigt fra køkkenvinduet

Jeg skriver i dag fordi det skal jeg, jeg har lovet mig selv at jeg skriver, hver dag eller næsten da. Det er en god måned at skrive i, det giver struktur og mening med dagen, på et tidspunkt hvor lyset bare bliver svagere og dagene mere grå. Vi har alle vore måder at undgå vinter depressionen, min nabo har et målebånd som hun klipper i, hver dag indtil foråret.

Det er en ualmindelig sølle start på en tekst, ingen romantiske billeder der stemnings skabende og forsonende lægger sig på nethinden. Jeg burde tage konsekvensen, fjerne alle sproglige finurligheder, ordspil der klinger rundt i munden, udelukkende referere, helvetica skrevet med brunt og beige. Men nej, farverne kryber ind, flommefede og fløde bløde.

Mens jeg skriver forandrer udsigten fra mit køkkenvindue sig. Føler helt overmenneskeligt, at mit humør forandrer verden, det er nu nok snarere omvendt, men lad nu følelsen stå, som små elektroniske impulser kryber verden ubemærket under huden. Verden udenfor vinduet er ikke længere så grå, en stribe af blåt, den blideste vinterblå, har sneget sig ind over himmelen. Ikke helt nok til at kaste solskin ned i gården, men akkurat nok til at billedet står i farver. Naboens æbletræ har tabt alle blade, højrøde æbler hænger tæt tilbage som julepynt på det mørke filigran af grene. Vinduet kigger ud på bagsiden af en karré, et endeløst forbandt af gul tegl, vinduerne hænger som mørke reflekser, kantet af hvidt. Endelig nok sol til at give glød til det røde teglstens tag overfor, misunder de øverste lejligheders chance for et sidste glimt.