Springer på rutebilen, hører vel akkurat lige så hjemme her, som min pelsvest og gummistøvler hænger sammen. Er stor tilhænger af offentlig transport, - bare jeg slipper for at bruge den selv, bevares, hvis busserne gik lidt oftere, lugtede mindre af regnvådt tøj, støvede varme apparater og fremmede side m/k ville jeg måske være bedre til at bruge den, - men kan jeg slippe så.... Føler mig klemt mellem sæderne i det store vinter tøj, ryggen er for opret og benene kan med besvær ligge over kors, hvis jeg sidder på skrå. Ok at fylde, så er der ingen der sætter sig ved siden af, i hvert fald ikke før alle rækker er fyldt op. Det er blevet mørkt udenfor, den svage belysning inde i bussen, gør det komplet umuligt at orientere sig om, hvor vi er. Sætter mig til at bladre i de medbragte blade, og opdager for sent at det gør mig køresyg, barnelære der bare lige bliver repeteret.
Hænger halvt ude i midtergangen og prøver på at skimte, hvor jeg skal af. Det er mørkt på landet, rigtig mørkt. Står af på landevejen, lige før landsbyens gadebelysning begynder. Tre beton fliser, to kantsten og et skilt markerer at her stopper bussen. Dørene lukker sig bag mig med et mekanisk sug, og den tunge dieselmotor trækker bussen i gang igen. Det er koldt og det er stjerneklart, ingen husmure til at holde på varmen, et læbælte rejser sig mørkt mod himlen.
Går ned ad asfalt vejen til, hvor gruset starter. Vinduerne hænger som glødende lanterner i mørket, hilser mig velkommen hjem.
