Det er også forbandet at det skal være så tungt. Sådan en dag, hvor tårerne ligger yderst på hornhinden, og der ingenting skal til før spændingen brister og de bliver flygtige dråber på kinden der spejler verden omkring.
Det ville være lettere at beskrive mørket i den verden der spejles, i stedet for det de kommer af. Men det ville være falskt, det er ikke mørkt omkring hende, bare gråt. Det er indeni det er mørkt, eller kan det kaldes det? Måske nærmere hult, ja, det føles hult indeni, sådan et sted man bevæger sig med forsigtighed, forsøger at gå lydløst, det larmer og runger ubarmhjertigt, giver ekko i hele kroppen, hvis tankerne bare så meget som snubler.
Det er lidt som når hun er bange for mareridt. Øjeblikket inden hun sover, hvor hun ligger der, stiv i kroppen - bange for hvad der sker, hvis hun nu lukker øjnene. Hun kan stadig have mareridt, det samme der dukker op igen og igen, uden undtagelse, så råber hun ud i natten. Det er den følelse hun har lige nu, følelsen der kommer lige inden søvnen, uvisheden, der hvor hun jo ikke ved om det sker, om mareridtet kommer. Det er selvfølgeligt dumt at være bange på forhånd, irrationelt, kroppen i alarmberedskab.
I dag er hun sådan indeni, i beredskab, men uden at vide hvorfor. Det føles glas skrøbeligt indeni, bare en enkelt forkert bevægelse og den indre orden falder til jorden, uigenkaldeligt knust. Forsøger hun at samle skårene, hænderne blottede, stikker hun sig. Til helvede med dem.
Kunne hun dog bare se skræmmebilledet i øjnene, var angsten bare konkret, være heltinden der kæmper mod dragen, men nej, som i eventyrerne sidder hun der i tårnet og venter på redningen. Ville så gerne række hånden frem, ville så gerne fortælle hende, at det kun nytter, hvis hun selv finder og kæmper mod dæmonerne, virkelige som uvirkelige. At denne gang må hun selv skrive sit eventyr.
Jeg starter med at række hende sværdet.
